Thursday, May 20, 2010

Lav lige en elastik-kanon eller to!

Tobias kommmer hjem fra skole med elastikkanoner væltende ud af skoletasken. Han knokler løs på grovværkstedet i sfo'en og laver en del af disse geværer. Elastikken sættes i klemme i tøjklemmen og omkring et søm ude i enden af geværet og så er det bare at fyre........

Wednesday, May 19, 2010

Hækl bælter......

Jeg har lovet Anne undreland opskriften på dette hæklede bælte. Tænkte at alle I andre lige så godt kunne få den også. Opskriften fandt jeg i en stak opskrifter, som jeg har arvet fra min faster. Hun har revet ud af blade i mange år, men nu var stakken blevet for stor, så den kom her op til mig med bud fra min mor på Ærø. I må virkelig bære over med det billede jeg har taget af mig selv med bæltet på! Lilla bluse halvvejs nede i bukser, knaplukning der åbner lidt op som om blusen er for lille og det ligner jeg har en topmave, hvilket jeg faktisk ikke har :-) Klik på scan-billedet så kan du læse det i lidt større format. Måske dette bælte også kunne være godt i dobbelt guldgarn eller pink neonsnor fra byggemarkedet! Knappen er fra Tante Grøn i Odense og oversyet med flere forskellige garner.
Hvis man hækler "bæltet" i tykt lækkert, blødt uldgarn, får man det skønneste tørklæde. Jeg kan desværre ikke lokalisere billedet af det jeg har hæklet og jeg har foræret det væk! I må tænke jer til hvordan det var. Blød lækker cremefarvet alpaka i bøde buer:-)





Tuesday, May 18, 2010

Cykelslangetaske give away.....

                                      

På en gammel opfordring fra ilonesfodspor kommer nu en give away med en af mine cykelslangetasker. Denne passer i størrelsen til at kunne bruges som hæklenåle-taske, make up pung, penalhus, kortspil til rejsen, ekstra sutter til lille-babyen, smykke-tænger eller hvad du nu synes! Stofferne er en blanding af gammelt og nyt, liberty, retro og velourbånd. Og cykelslangerne.... de er vist frra en citybike!

Reglerne er som følger:

1 lod for en kommentar
2 lodder + fast læser (allerede faste læsere får selvfølgelig også lod nummer 2)
3 lodder for ovenstående + link på jeres egen blog

Vinderen trækkes 14. juni.

Monday, May 17, 2010

Sommeren er kommet, jeg ved det!



Sommeren er flyttet ind i Sofias legehus.

Stedbedsplanterne er ved at komme i blomst.
Sneglene er flyttet ind i rababerhulerne!

Terrassen har fået grønt havebord. Det er mit gamle spisebord som plejer at stå på terrassen hver sommer. I år har det fået en  farve. (Som du kan se i baggrunden er det resterne af legehusmalingen!).


Sådan var bordet før! Glædelig sommer alle sammen.

Saturday, May 15, 2010

Kan cykelslanger blive til kurve?


Så fik jeg det testet! "Malenes hverdage"s kurv flettet af cykelslanger! Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes..... Tror ikke det er den form for kurv, jeg vil lave storproduktion af, men prøves skulle det da! Til gengæld har jeg lært papirfletningsmetoden til kreaklubben og alle andre der har lyst, med stor fornøjelse!


Her kan du også se de nye sommerhynder til havestolene og det prikkede læsejl af voksdug, som jeg har syet i løbet af foråret.

Tuesday, May 11, 2010

Krea dimser i min vindueskarm.


Dette er vindueskarmen i mit krea-rum! En falmet post-it blok. Keramikfigurer fra julemarkedet i Ridehuset, en knap der er ved at få syet garn på (Fra Tante Grøn-butikken, men jeg fik den i gavepakken på blogtræffet i Silkeborg). En kæmpe tryklås og seks selvlysende palietter som jeg fandt i en gammel kasse med perler fra da jeg var barn. Alle tingene ligger bare der og venter på den rette lejlighed.......

Monday, May 10, 2010

Hvad mormors syskrin gemmer......

















Se lige, hvad mine forældre havde med til mig i weekenden. Jeg har ønsket mig det siden min mormor døde for otte år siden, og nu synes min mor pludselig at det var på tide, at det gik videre i arvefølgen :-)
Min mormors syskrin! Jeg tænker jo, at hvis ikke en håndarbejdslærer som mig skulle have det stående i sy/krea-rummet.... Hvem skulle så?
Jeg har allerede arrangeret sytråd i øverste etage, og nu venter de næste etager på opfyldning. Det bliver nok til noget sygrej jeg bruger lidt sjældnere end sytråd, da det ikke er helt "hurtignemt" at åbne syskrinet!

Saturday, May 8, 2010

Hjemmelavet mors dag.



Min mor tegner, og derfor skal hun have disse to mors-dags-ting når hun kommer på søndag, hvor vi skal fejre Augusts fødselsdag for familien. Skitseblokken er med syet betræk. Jeg har lånt STOR inspiration fra Stine Hoelgaard og mange andre her i blogland, der laver de fineste notesbøger. Mærket på midten er et frimærke, som er låst fast med decoupagelak og maskin-broderet i kanterne. Penselkurven er jo den skønne, jeg lige har lært på blogtræf! (Se tidligere indlæg).

Friday, May 7, 2010

Naturen laver de smukkeste.....

Er den ikke bare smuk?
Jeg har haft denne potteplante, i tyve år, siden jeg flyttede hjemmefra. Ja, jeg ved det! Nu lyder jeg som en gammel tante! Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 17 år og i perioder hvor jeg har boet i udlandet (au pair i Californien, designskole i Firenze og da min mand lavede feltarbejdet til sit speciale i Zimbabwe, hvor jeg var på barsel og var med med baby på 6 mdr.) har planten boet ved mine forældre eller en nabo.

Og den er virkelig ikke noget særligt det meste af året. Jo; det særlige er måske, at den ikke kræver ret meget vand! (Og jeg glemmer nemlig tit at vande). Men om foråret laver den disse flotte blomster. I år er der faktisk mange! Jeg har tit tænkt på at den kunne være flot som et aplikations-mønster, men har aldrig fået det prøvet. Værsgo, du må gerne låne ideen og prøve :-)

Thursday, May 6, 2010

Sådan laver du flagranker på den hurtige og nemme måde.








Sådan laver du flagranker på den hurtige og nemme måde. (Og som alligevel bliver ganske fin!)
  • Jeg havde lovet at scanne et mønster ind, men netforbindelsen til scanner og printer er afgået ved døden her på min pc! Nu får du i stedet nogle mål.
  • Mønsteret til flaget tegnes som en trekant der måler 19 cm på de to lange sider og 14 cm på den korte side. Mønsteret laves dobbelt på den korte side så man egentlig klipper et dobbelt flag. (Du kan se det på det grønne flag her over).Grunden er at meget stof kun er påtrykt mønster på den ene side, men på denne måde får du retsiden frem på begge sider af flaget.
  • Nu skal du klippe flag. Det er vigtigt at den korte side (der hvor flaget skal foldes) klippes trådlige (parallelt med en tråd i stoffet). Grunden er, at så er de lange sider af flaget på skrå af stoffet og så trevler de ikke! (Smart ik'?). Du kan selvfølgelig også vælge at klippe to flag og sy dem sammen langs kanten og så vende dem om til retten. En noget mere fuldendt måde, men jeg havde jo lovet den hurtige!
  • Når du har klippet flagene skal de foldes og presses. Tag et langt stykke skråbånd (kantebånd). Pres det på midten med strygejernet, altså så du folder det på langs.
  • Læg flagene ind i folden med ca. 10 cm afstand (eller hvad du synes) og zig zag hele vejen ned med en lækker kontrastfarve! Kunne være en selvlysende farve, hvis man skulle være til den trend :-)
  • Lad et lidt længere stykke skråbånd stå frit i begge ender, så du har noget at binde med:
  • Værsgo, god fornøjelse.

Wednesday, May 5, 2010

Feen fejrer fødselsdag.....

I dag fejrer vi fødselsdag for August, der bliver 11 år. Feen, der hænger over vores spisebord, er som sædvanligt pyntet med flagranken fra Netto. I loftet hænger den hjemmelavede flagranke. I morgen vil jeg scanne et mønster ind til jer, fortælle hvordan man syr den nemme flagranke her under. Lige klar til sommerfester og fødselsdage i haven. I weekenden, når familien kommer til fødselsdag, hænger vi denne flagranke hele vejen rundt om vores overdækkede terrasse. (Hvis altså ikke det regner).

Sunday, May 2, 2010

krea-konfirmationsgave.

Konfirmationsgave..... Hvad finder man på? Jo, en æske tegneblyanter og en skitseblok i gavepose af libertystof til krea-veninde Brittas datter, der kan lide at tegne! Dertil opskriften her fra bloggen om hvordan man kan tegne med bløde blyanter. Håber konfirmanden bliver ved med at tegne mange år endnu og at hun ikke er over-loaded med blyanter i forvejen! Pynten på gavebåndet er et hæklet armbånd.



Saturday, May 1, 2010

Jeg har øvet mig.....

Jeg lærte at flette papirkurve på blogtræf for et par uger siden. Det er sjovt! Nu har jeg øvet mig lidt, og synes det er ret sjovt at finde flotte sider i mine gamle ugeblade og se hvordan de tager sig ud på en kurv! Det er genbrug på den sjove måde synes jeg.
Malens hverdage har en fin DIY hvis du har lyst til at prøve at flette kurve!