Friday, December 30, 2011

Jeg har syet pels-vanter.... ! En gave til mig selv!






Det er længe siden jeg har syet i pels. Faktisk længe siden jeg har syet noget til mig selv! Men nu skulle det være. En af Sofias venner havde et par skønne sælskindsvanter på forleden og det fik mig til at tænke på, at jeg havde sæl og en gammel ulvepels liggende gemt i et skab!
Vantemønster havde jeg også.... og filtet lilla uld til foer... Det var bare at gå i gang.
Jeg havde lige glemt at det nogen gange glider lidt rundt, når man har pels i symaskinen, men det gik egentlig fint alt i alt. Da mine egne og vennernes børn var små, syede jeg mange pels-sutsko til dem.
Ulven som jeg har brugt til kanter er min mors, fætters, kones gamle pels! Ja, hvad man dog ikke har på lager, hvis man skulle få brug for det engang!

På det nederste billede kan du se at vanterne paser fint til de nye løbesko, jeg fiki julegave! (Selv om vanterne nok ikke egner sig så godt til løb!)

Monday, December 26, 2011

Malerier, der forsvandt.....




Tjaeee. Sådan så mit krea-rum ud for ikke så længe siden! Men billederne er væk nu! De er væk på den gode måde, fordi nogle af vennerne gerne ville have dem. Det føles skønt, når nogen værdsætter det man laver. Det er jeg sikker på, at alle I andre krea-mennesker også kender til.....? Gør I ikke?
Nu må jeg se, om der snart kommer et eller andet male/tegne-tekninsk jeg skal prøve af, så der kan komme nye billeder i mine tøjklemmer!
God jul til jer alle.
Maria.

Sunday, December 18, 2011

KIRKEBYS jule-overlevelses-pakke!





Jeg skal have en pakke med til pakkespil! Det er til julefrokost på arbejdet på onsdag.... (Håber ikke kollegaerne læser med!)
Panikken breder sig, da jeg står i Fakta's kø i dag og kommer i tanke om den ting, jeg skal have købt... også!
Heldigvis står jeg ved siden af hylden med julegrej, der er 50% på det hele og da kommer ideen om et survival-kit! (Nu ved du også det om de 50%, hvis du fx mangler servietter til jul).
På billederne kan du se, hvad min pakke indeholder. Hvis du klikker på billedet tror jeg også, du kan læse hvad der står på de små sedler! Der er alt lige fra en boullion-terning, hvis det skulle gå galt med julesovsen til et hæklet armbånd hvis man mangler en julegave eller julepynt hvis man har glemt at pynte op. For ikke at nævne et sanghæfte, hvis man ikke kan huske julesangene eller stjernestrimler, hvis man keder sig! (Samt "til og fra mærker" og silkebånd til omkring gaver)
De to små nytårs-serpentiner er til at peppe stemningen op!

Værsgo' og lån ideen hvis du kan bruge den....
Æsken er en vi lige havde tømt for dadler med lidt silkepapir omkring.
Maria

Friday, December 16, 2011

Sådan kan man OGSÅ lave kager.....


Jeg ved ikke, hvor min far har dette billede fra, men skønt er det......
Hvis man nu ikke kan få de mandlige medlemmer af familien til at spise småkager (!!!!) så kunne man jo prøve at pynte dem sådan her.....
Eller hvad med herrejulefrokosten...?

Ups... Der gik min fantasi straks i gang med at overveje, hvilke kager man så kunne lave til kvindejulefrokosten!!

Wednesday, December 14, 2011

Sådan laver du skulpturelle skåle......





Jeg ligger syg med feber og det er rigtig irriterende, for jeg havde glædet mig til håndværksdage på Friskolen. En af de ting min gruppe af aldersblandede elever havde mulighed for at lave, var skåle af papmache.
Skålen jeg har lavet som demo-model ligger her hjemme.... Vikaren Lars, kan heldigvis filte, som også var det vi skulle prøve i min gruppe.
Men, min vikar-plan til Lars om papmache-skåle kan lige så godt skrives her. Så kan Lars åbne den på Smartboardet ude på skolen, så kan både elever og mine blog-læsere have glæde af den.

Sådan laver du en skulpturel skål af papmache:

1. Rør noget tapetklister. (Kan købes i byggemarkedet eller en malerbutik).

2. Find en skål i køkkenskabet. Det er en god ide at starte med en der ikke er alt for stor.

3. Vikl skålen stramt ind i husholdningsfilm.

4. Find madpakkepapiret i skuffen og riv en masse stykker på højst 10 gange 10 centimeter.

5. Smør klister på et stykke af gangen og lim det uden på skålen. Smør også engang imellem lidt klister uden på skålen så den ikke bliver for tør.

6. Når der er midst 5 lag på, er skålen klar til at tørre et varmt sted natten over. Den rigtige skål skal blive inden i, for at holde på formen.

7. Når skålen er tør kan den pyntes. Jeg har limet tre forskellige runde stykker papir fra et blad i bunden af min. Jeg brugte tapetklister og så skal det lige tørre igen! (Evt. med hårtørrer. Lars der er nogle gamle nogen i værkstedet!)

8. Når det er tørt, kan man tegne på skålen. Jeg har brugt sprittusch.

9. Til sidst kan man give skålen et tyndt lag lak. Det har min ikke fået endnu!

Jeg tænker at skålen mest er til tørre ting som nødder, skumfiduser eller strikketøjet!
Men den er nu også helt skulpturel at have stående uden noget i!

Kære 3. 4. 5. og 6. klasse på Friskolen... I må have god arbejdslyst.
Kære blog-læsere... det må I også.
Mvh. Maria

Friday, December 9, 2011

Og vinderen er......

Den KIRKEBYSKE julegave give away....
På en mørk og vindfuld fredag decemberaften.....
En hel masse små sedler med navne på......
Jeres navne.. men desværre ingen fotos, det er alt for mørkt til den slags!

Men vinderen er..... http://houseofhesselberg.blogspot.com/
Send mig en e-mail, så sender jeg julegaverne til dig.
God weekend alle sammen.

Monday, December 5, 2011

Friskolen er blevet julepyntet....






På min arbejdsplads, var vi to, der stod for at pynte skolen udendørs. Vores arbejdsgruppe bestod af 24 elever i alderen 5-16 år. Jeg synes, at de arbejdede ret godt. På billederne kan I se, at vi faktisk har fået lidt sne i dag.
Fredag sluttede vi de to pyntedage af med en stor julefrokost for 124 elever og lærere samt pædagoger. Alt julemaden var lavet fra bunden af en anden gruppe elever. Rullepølsen var rullet, medisteren var hjemmehakket og hjemmefyldt, leverpostejen var hjemmehakket, mayonaisen var rørt med følelse, de kogte æg var fra nabogården og så videre.

Sunday, December 4, 2011

Hjemmefiltet kalenderlys, eller.....


De hjemmefiltede juleagern har vi brugt til kalenderlyset. Som I kan se er vi til lilla-tema i år :-)

Saturday, December 3, 2011

Ide... Saml juleminder med børnene.



Så er der blevet pyntet til jul i det Kirkebyske....
Til Sofias store fornøjelse. Det er skønt at se ungernes glæde, når gammelkendt julepynt kommer op af kasserne. I vores julekasse gemmer sig også en pose med nisser. Det er ikke julepynt som sådan. Jeg beder alle tre børn om at tegne en nisse hvert år. Nisserne kommer i posen med årstal og navn bag på og vi har alle stor fornøjelse af at følge deres tegneudvikling når julekassen kommer frem. Største-drengen på 12 bliver også tvunget til at tegne en nisse. (også selv om tegning ikke lige er FRITIDSINTERESSEN!) Sådan er det.....!
På billedet kan I se vores filt-julebukke. Sofia og jeg syede et par stykker sidste år og der var stor gensynsglæde med dem også. Hvis du har brug for skabelonen, så skriv lige en kommentar, så vil jeg Gerne scanne den og lægge den på. Lige nu har scanneren dog bedt om nattero.... Så jeg må hellere i seng :-)
God december til jer alle.