Tuesday, October 30, 2012
Sådan arbejder du med krympeplast...
I aftes var jeg til krea-aften med kreaklubben. Det er altid skønt at komme hjem til de andre og få nye ideer. Øverst kan du se hvad værtindens store piger har lavet af krympeplast. Skønne, små, lækre damer til at hænge om halsen. Krympeplast kan købes i Panduro Hobby i forskellige farver. Man tegner en ret stor tegning på plastikken og farvelægger med tusch, farveblyant eller farver. Derefter skal det krympes! Det tager få minutter i ovnen (opskrift følger med pakken). Husk at lave et stort hul til ophæng, for det krymper også! (Brug fx en hulmaskine). Jeg har tidligere lavet Pokemon-figurer med en stak drenge. Det er smart, hvis man køber det gennemsigtige, for så kan drengene lægge en Pokemon-tegning under og så tegne efter den. Fx fra en malebog eller print fra nettet. Vi lavede dem til seje nøgleringe eller skoletaske-vedhæng!
I aftes blev der også lavet perlearmbånd med små og store Hama-perler.
Til sidst kan du også nyde et par billeder fra indretningen! Jeg beklager de lidt grumsede farver, men det var jo som bekendt mørkt i aftes :-)
Sunday, October 28, 2012
Der ser FOR vildt ud.... Prøv selv!
Min mand havde arrangeret overraskelsestur for hele familien i går. Kan du se hvor det er? Ja, nemlig. Regnbuen på toppen af Aros i Århus. (Vidste du for øvrigt, at Århus hed Aros for RIGTIG mange år siden....?)
Overraskelsen gik ud på at han bare havde booket eftermiddagen i vores fælles Google-kalender. Vi har fået Googlekalender i år. Jeg fatter ikke at vi nogensinde har kunnet leve unden! Der er ikke helt så mange upsere (børnepasning/afhentning m.m.) i vores liv efter Google!!!!!! (Jeg får ikke reklame-løn, vil jeg bare lige sige :-)
Nå, men på et bestemt tidspunkt mødte vi op på Aros og der bliv vi passet RIGTIG MEGET PÅ af et stort antal sikkerhedsvagter! Øhhh, det vil sige at de passede på en masse smukke billeder af Edward Munch, men det føltes som om de passede på os! Vi havde en halv time, så skulle vi være ude igen og et nyt hold kunne eskorteres ind af vagterne. Jeg har set mange af Munchs billeder i Oslo, for mange år siden, men de var lige smukke og spændende. Udstillingen hedder Angst og den udtrykker rigtig meget af Munchs livsangst. Du kender sikkert Skriget, som er blevet stjålet flere gange i Oslo. Det var så vildt at kunne fortælle børnene, at hvert enkelt billede der var på udstillingen, er mere værd end vores hus. Og der var MANGE billeder!
Bagefter gik turen selvfølgelig op i Regnbuen. Har du ikke været der før, så skynd dig! Tag familien og et kamera med og husk solskin! Sjovt som der var koldt i de lilla områder og varmt i de gule, hvor solen kunne skinne i gennem.
Her er billedet Skriget.
Sunday, October 21, 2012
Lækre billeder fra en ødegård i Sverige.
Vi har lånt familiens ødegård her i ferien. Min mands moster forstår at indrette den rigtig skønt. Her kan du se nogle af de lækre detaljer......
Saturday, October 13, 2012
Kan man have hav-amøber på væggen?
Måske fordi mit arbejde har fyldt lige rigeligt i hovedet på det sidste, har jeg haft brug for at male, for at få tankerne på noget andet. Jeg opdagede på et tidspunkt at tegninger blev bedre, hvis jeg var lidt sur eller irriteret!!!!!
Nå, men billedet her er jeg ret glad for. Det er acryl med blyantstegning ovenpå. De grå amøber har jeg engang set i et tv-program om dybhavs-mini.amøbe-dyr. Jeg skyndte mig at tegne dem på et papir fordi jeg syntes, at de havde nogen skønne former.
Hvad med dig, tegner du også bedre når du er sur?
Wednesday, October 10, 2012
DIY. iPad-etui i cykelslanger.
For et par år siden lavede jeg et cykelslangeetui til min lille computer. Du kan se det her. Min mand har fået en iPad og han er begyndt at stjæle etuiet, når han skal have iPaden stoppet ned i rygsækken.
Han har ønsket sig at jeg skulle lave et iPad-etui til ham, så han ikke skulle trækkes med mit, der har LILLA kantebånd! Jeg gider egentlig ikke sy i cykelslanger mere, men........
I går tog jeg mig sammen, da jeg var så heldig at finde et stykke presenning jeg allerede havde syet cykelslanger på for længe siden! Etuiet er kantet med en sikkerhedssele med et påsyet ternet bånd og foret med vatteret kunstlæder.
Du gør sådan her:
- Køb et stykke armeret presenning i byggemarkedet.
- Klip to firkanter ud, der er ca. 6 cm større en iPad'en på de to sider.
- Skaf nogen gamle cykelslanger, klip dem op, så de kan foldes ud og sy dem på presenningen med mellemlægspapir over. Hvis du glemmer dette, kan symaskinen ikke glide frem ad.
- Find et stykke foer du vil bruge, fx kogt uld eller andet blødt.
- Klip to firkanter i samme størrelse som de to forrige og zig zag/overlock en foer firkant og en yderfirkant sammen ret mod ret. Gør dette med begge stykker foer og yderstof.
- Sy en form for kant på den ene side af begge de to firkanter (her har jeg brugt sikkerhedssele).
- Læg de to firkanter sammen ret mod ret. Tjek at målene passer med iPaden, etuiet skal være 2-3 cm større på hver side, da iPaden ellers ikke er til at få ned i etuiet. Desuden bruger de tykke firkanter noget stof at "vende på". Så husk de ekstra cm.
- Sy sammen på de tre sider, der ikke har en kant!
- Vend om på retten og nu er du allerede færdig :-)
- God fornøjelse. Maria
Wednesday, October 3, 2012
Sådan laver du nye dåser til kreagrejet.
Jeg har lavet nye dåser til krea-værkstøjet. Dåserne er fra vaffel-rør til is og expressonkaffe. Billederne på dåserne er tegninger.... nogle af alle dem jeg har hængende i kreaværelset.... ! Jeg har jævnligt gang i en eller anden ny ting jeg skal prøve at tegne. Og så hænger de der...
Hvis du vil prøve at lave nogen lignende, kan du gøre sådan her:
- Find nogt flot papir.... Gavepapir, hjemmetegnet, dit barns tegning eller noget helt andet.
- Klip en bane af papiret, den skal være lige så høj som den glatte side af dåsen (altså ikke ud over gevindet).
- Lim papiret på med limpistol. Lim kun et lille stykke af gangen, da limen hurtigt tørrer.
- Husk at lave papiret lidt for langt, så der bliver et lille overlap.
- Når papiret sidder som det skal, limer du et bånd foroven og forneden. Jeg har brugt et lilla velourbånd på de to og et ternet fra restekassen på den tredje.
God fornøjelse, Maria
Monday, October 1, 2012
Så kan der leges købmand...
I sidste uge var vi med friskolen på besøg på Bjerringbros lokale museum. Vi skulle egentlig se på stenalderredskaber, men de piger jeg fulgtes med, ville hellere lege købmand! Jeg kunne heller ikke stå for alle de skønne embalage-æsker. Nederst kan man se hvor firmaet Hollys måske har fået deres berømte firkløvermønster fra..... En æske med gamle tillykke-kort har nøjagtig det samme mønster!
Subscribe to:
Posts (Atom)