Sunday, December 17, 2017

Sådan maler du en engel med mindre børn.




Hvis du lige skal nå at male et par julegaver med dine børn, eller hvis du lige har en enkelt gang billedkunst tilbage inden det bliver juleferie, så kan du jo lave disse engle med nogen børn :-)
Vi lavede dem i tirsdags på mit billedkunsthold (2. klasse) og eleverne var ret begejstrede.

Du kan gøre sådan her:

Find A3 akvarelpapir frem og skær lidt af på to af siderne, så bliver der lidt sort kant, når I limer på sort karton/kardus bagefter!

Tegn sammen med eleverne. Alle venter på hinanden. Brug blyant, men lad være med at finde viskelæder frem. Det tager alt for lang tid og alle sidder og venter, hvis de "ordentlige, sirlige" piger har adgang til et viskelæder. De kan viske ud til sidst, når alt er tegnet op med sprittush.

Jeg tegner altid først, mens eleverne kigger på. Derefter må de slev tegne, mens jeg går rundt og kigger på dem.
Jeg siger sådan her:

Tegn et rundt hoved i toppen af papiret, men det må ikke være helt oppe.

Tegn en kjole, hvis du laver en pige. Tegn en kortere skjorte, hvis du tegner en dreng. (Jeg tegner selv med på to forskellige store ark hvis karton).

Tegn to arme, der næsmest ligner et rektangel. Tegn to runde hænder for neden.

Tegn strømpebukseben. Lange ben, hvis drengen har en skjorte på. Lidt kortere ben, hvis det er en pige-engel med lang kjole. Jeg plejer at forklare at disse engle altså HAR stribede strømpebukser.

Tegn hår. Jeg laver nogle forskellige eksempler på mine to engle og lidt flere ved siden af på et par ekstra hoveder! Eleverne plejer selv at spørge om de må tegne sidehår, strithår osv. Det må de gerne.

Tegn glade lukkede øjne og en glad mund. Eleverne spurgte om de måtte lave øjenvipper og fik ja. De spurgte om næse og fik nej! Spørg mig ikke hvorfor! De kunne også lave læber på den glade mund, hvis de havde lyst.

Tegn vinger. Jeg tegnede to forskellige slags vinger på mine to engle.

Tegn en glorie, det skal være en cirkel, som er mast mere flad end en oval.

Tegn din engel op med sprittusch.

Mal den med Ecoline akvarel. Vær opmærksom på at et felt skal være tørt inden du maler nabo-feltet.

Denne gang fik eleverne frit slag på farverne. Jeg plejer at sætte 3-4 syltetøjsglas med akvarelfarver rundt på hvert af de fire gruppeborde i billedkunst. Jeg lægger et stykke papir under glasset, hvor farven er malet på. Herefter går eleverne rundt til de farver, de vil bruge. Man skal huske at lære dem, at bære deres billede vandret, så der ikke løber for meget akvarel på gulvet.

Til sidst valgte eleverne selv om de ville lave et tryk på englens kjole/skjorte. De lagde et stykke plastikblonde oven på billedet og duppede acrylmaling gennem, så kjolen fik et flot mønster. Akvarelfarven skal være helt tør først.

Inden vi hængte billederne op i fællesrummet, limede eleverne dem på på et stykke sort A3 kardus. Jeg gennemgår som regel både hvor dam man limer, og hvor lige det helst skal være!

God fornøjelse og god jul. Maria

No comments:

Post a Comment