Sådan syr din søn en hacky sack....

Nu åbner friskolekategorien igen her på bloggen. Grunden er, at min mellemste søn har skiftet skole og er startet på den lokale friskole. Vi tror at det kreative miljø og en helt anderledes måde at lave skole på passer til vores søn. Derfor skiftet.
Men når man går i 5. Klasse og ikke er særlig vild med fodbold (som de fleste andre børn spiller på skolen) hvad gør man så?
Der var nogen skater-drenge så derfor forærede vi vores søn et skateboard. Men min lillebror sagde til sin nevø: diablo og hacky sack, det er sejt Tobias. Da jeg var lille syede jeg dem selv!!!!!!!!
Altså måtte Tobias og jeg på nettet og finde et mønster. .....
Min seje 11 årige har selv syet den trefarvede hacky sack.
DIY:
Søg på "rounded triangle" på nettet og print dig et mønster. Diameter ca 6-7 cm.
Klip fire rundede trekanter ud af skind. Fx et bil-vaskeskind.
Sy delene sammen ret mod ret med dobbelt tandtråd eller kinesertråd. Brug risting. Træk i snoren undervejs så sømmene rynker lidt.
Når du mangler den sidste side, skal du hæfte og vende sacken om til retten.
Hæld fyld i. Vi har brugt små sten. Man kan også bruge små plastikdimser der er beregnet til formålet.
Luk hullet til sidst ved at sy fra kant til kant med små risting. Træk lidt i snoren og hæft godt.
Det er hårdt arbejde at sy i skind, vi brugte en almindelig lidt tyk synål og en tang til at trække med.
God fornøjelse.  Hilsen Tobias og Maria.

Comments