Sunday, September 30, 2012

Den danske sprog er svær...

Min datter og jeg har tilbragt formiddagen i haven med at lægge tulipanløg og pakke havemøblerne væk for vinteren. Hun har også lavet den lækreste restaurant til mig med chokolade-sandkager m.m.
Hen over sommeren har vi lavet lavendelplanter i urtepotter. I dag skulle de plantes ud i et bed og jeg bad Sofia hente en af potterne. Hun tog den og sagde straks: "Åh mor, den her er godt nok fuld af krudt".......
Det er så skønt at ukrudt kan blive til krudt og samtidig et vidne om, at vi danskere tit sluger dele af vores ord :-)

God søndag til jer.

Wednesday, September 26, 2012

Kvinder, katte og klinker...!

Forleden måtte jeg til lægen, i byen hvor jeg arbejder, for at få en stivkrampevaccination. Jeg havde trådt et søm op i foden. Jeg har aldrig været i den lægekonsultation før, men blev overrasket over deres kunst. En kvindegine med blomster og en kæmpe krukke med katte. Rart at have noget øjnene kunne hvile på, mens jeg sad i venteværelset efter vaccinationen, for at de kunne holde øje med, om jeg fik en allergisk reaktion! Det gjorde jeg ikke!
Senere, da arbejdsdagen var slut, skulle jeg hjem med toget. Se her, på de øverste billeder, hvad Bjerringbro station kan byde på for øjnene. Et smukt gulv i farvede klinker. Rart for øjnene igen..... og lige noget for mig.

Sunday, September 16, 2012

Sådan maler du mennesker på dampspærre.....

Hej.
Jeg vil lige vise et billede fra vores kunstworkshop sidste weekend og give ideen videre. Jeg er sikker på at nogen af jer billedkunstlærere, der læser med, kan bruge ideen. Men jeg tænker også, at den kunne bruges til familiefesten eller børnefødselsdagen.

Du gør sådan her:

  • Køb noget dampspærre-plastic i byggemarkedet.
  • Hæng det op frit i et rum eller ude. Vi spændte et reb ud i passende højde og satte plasticen fast med gaffa-tape. Nederst er det hæftet til nogen løse jernrør.
  • Find acrylmalingen frem og bland de farver du kan forestille dig, at der skal bruges. Husk fx en eller flere hudfarver og nogen hårfarver. Hæld nogen dråber sulfo i hver beholder med maling, det gør at malingen kan hæfte på plasticen og ikke skiller.
  • Kunstnerne skal være sammen to og to.
  • Den ene stiller sig helt tæt op ad plasticen og den anden maler direkte på den anden side. Det er let at se konturerne af en anden person gennem plasticen og så er det bare at male løs.
  • Husk at der kun males på den ene side og der kun står mennesker på den anden side. Så er der ingen, der får maling på tøjet.
  • God fornøjelse. Maria


Saturday, September 8, 2012

Børnekunst i alle afskygninger.....

Hermed lidt billeder fra Hinnerup 150 års jubilæum. Det stod i legens og børnekunstens tegn. Vi havde Mary og Frederik på besøg men jeg glemte at tage billeder lige der!!!!!































Friday, September 7, 2012

Royalt besøg i vores kunst-workshop. Kommer du også?





I morgen er jeg medarbejder i en kunst-workshop for børn, og vi får besøg af Mary og Frederik.
Og hvorfor får vi så fint besøg....? Det er fordi Hinnerup by fejrer sit 150 års jubilæum som stationsby. Hele ugen har den stået på festligheder og emnet har været børn og leg gennem tiderne. 
Line Frøslev er byens lokale kunstner og ophavskvinde til Billedskolen for børn. Hun er også kvinden bag den store Workshop i morgen. Vi er en stor håndfuld kunstnere i workshoppen, som står for hver vores kreative aktivitet. Alle jer, og jeres børn, er hjertelig velkomne og det er ganske gratis. 

Line har også stået bag andre ting: Bla. et blivende kunstværk, lavet af børn fra Hinnerup, som skal afsløres på plænen ved den gamle stationsbygning; vimpler, som hun har arrangeret at alle byens børnehaver og dagplejere har malet med de små; store, kæmpe billeder malet på pressening som byens skolebørn har malet og som hænger over det hele. Her er mega flot og festligt:-)
I kan også benytte lejligheden til at prøve nogle af de mange aktiviteter rundt i byen, høre koncerter, se udstillinger eller blot indsnuse stemningen.
Måske ses vi ???????
Kom gerne forbi og sig hej, hvis du er læser af min blog. Du kan måske kende mig på, at jeg maler prinse- og prinsessebilleder med børnene......

Tuesday, September 4, 2012

Sådan knytter du neonfarvede armbånd.


Forleden lavede jeg et mini kreaprojekt. Men ikke desto mindre var det lige så nydelsesfuldt som store krea-projekter :-)
Jeg knyttede et armbånd af mit neon-pink murersnor fra byggemarkedet. Jeg skulle til bryllup i weekenden og for at min sorte silkekjole ikke skulle blive alt for pæn og heller ikke alt for kedelig, var det på sin plads med noget murersnor!!!

Du kan gøre sådan her:


  • Klip to snore i ca. 50 cm længde
  • Læg dem dobbelt. Buen kommer til at udgøre knaphullet
  • Klip en ny lang snor på ca. 1 m
  • Bind den rundt om de to dobbelte snore tæt på folden/buen, men med et hul der er stort nok til den knap eller perle, du vil bruge. Du skal bare binde den fast med en enkelt knude, som den første knude  på et snørebånd.
  • Nu kan du begynde at knytte. Hvis du ikke ved hvordan man gør, kan du tjekke det her: På en amerikansk youtube video
  • Når det knyttede stykke har den ønskede længde, klipper du de to ender ned til 1 cm.
  • Stille og roligt skal du nu have dem smeltet ned, så de er helt korte. Brug en tændtik, være rolig og klar til at puste ud når flammen når ned til din knytning.
  • Nu er du klar til at trække en perle på de fire løsthængende snore. (Dem du har knyttet rundt om).
  • Når perlen er på, binder du en stor knude og smelter de fire ender på sammen måde som beskrevet ovenfor.
  • Perlen fungerer som knap. Den skal have et lidt stort hul, for at rumme de fire ender.
  • Denne fine perle har jeg vundet i en give away for et par år siden. Desværre kan jeg ikke huske hvilken skøn krea-blog den kommer fra. Men hvis kreatøren læser med, kan du jo lige sige hej her under, så vi kan få det frem i lyset. Det ville være dejligt.

Monday, September 3, 2012

Hvad hedder dine snegle?

I vores have har vi vinbjergsnegle. Hen over sommeren har vi navngivet dem, hver gang vi er stødt på en ny! Nu har vi både en Thorkild, en Susanne, en Alberte Sofia, en med et hjerte på huset og så denne her med prikker!
Den røde neglelak står klar lige inden for døren, så vi altid er klar til en navngivnings-seance.....!

Det sjoveste er så, når man møder dem igen... Ja, det synes vi altså :-)